Rutineret bobehandler til insolvens til Advokathuset August Jørgensen i Hillerød
PBO søger på vegne af Advokathuset August Jørgensen en dygtig sagsbehandler med erfaring inden for insolvensområdet
Brænder du for insolvensretten og har lysten og evnerne til at være vores primære ressource på insolvensområdet, særligt i forhold til konkursbehandling, herunder udarbejdelse af boregnskaber mv., men også tvangsopløsninger, solvente likvidationer og genoptagelser?
Er du vant til i vidt omfang at arbejde selvstændigt og tage ansvar for sagerne med fornøden ekspertise og grundighed, og har du flair for tal og gode formuleringsevner såvel mundtligt som skriftligt?
Så er det muligvis lige dig, vi står og mangler!
Kontakt PBO Juridisk Rekruttering allerede i dag for at høre nærmere om den spændende mulighed for at blive en del af et af regionens største advokatkontorer.
Om jobbet
Dine primære arbejdsopgaver vil være af insolvensretlig karakter og vil bl.a. omfatte:
- Behandling af konkursboer, og de hermed sædvanligt forbundne opgaver
- Udarbejdelse af kreditorinformationer
- Medvirken ved realisering af boets aktiver
- Udarbejdelse af boregnskaber
- Alle øvrige opgaver forbundet med selvstændig bobehandling
- Tvangsopløsninger fra A-Z, herunder solvente likvidationer og genoptagelse
Arbejdet vil primært foregå i samarbejde med kontorets to insolvensjurister samt øvrige sagsbehandlere, men du vil være den primære ressource på insolvensområdet.
Ved siden af opgaverne indenfor insolvens, vil der være mulighed for at beskæftige sig med (og eventuelt lære) mindst et yderligere sagsområde.
Der er som udgangspunkt tale om en fuldtidsstilling med en arbejdstid på 37 timer om ugen, men ønsker du lidt mindre, hører vi også gerne fra dig.
Om dig
Det er en forudsætning, at du har erfaring med konkursbehandling, idet der søges en sagsbehandler, der i vidt omfang kan arbejde selvstændigt og er vant til at have direkte kontakt med domstole, kreditorer mv.
Vi lægger vægt på gensidig fleksibilitet og forventer, at du:
- Er fagligt dygtig, struktureret og detaljeorienteret
- Er god til at bevare overblikket – også når der er travlt
- Har en glimrende talforståelse og gode formuleringsevner
Det er desuden en stor fordel, hvis du også
- Har erfaring med andre retsområder
- Er vant til at arbejde med Unik Advosys
Advokathuset August Jørgensen tilbyder
En spændende stilling, god og uformel stemning på kontoret med mulighed for sparring med dygtige kollegaer. Løn efter kvalifikationer, inkl. pensionsordning, mulighed for hjemmearbejdsdage efter aftale, og dertil kommer attraktive personalegoder, herunder sundhedsforsikring, massageordning samt tilskud til sport.
Om Advokathuset August Jørgensen
Advokathuset August Jørgensen har over 50 års historie i Nordsjælland. Vi ønsker at styrke det fortsat stigende behov for højt kvalificeret rådgivning til såvel erhvervslivet som private klienter. Kontoret er kendte for sin markante position og store berøringsflade i Nordsjælland og Storkøbenhavn.
Advokathuset August Jørgensen består af 9 jurister og 17 administrative medarbejdere, der beskæftiger sig med de fleste juridiske områder inden for både erhvervs- og privatretten. Hertil kommer en betydelig afdeling for bobehandling af både døds- og konkursboer.
