Advokatsekretær
Jeg er oprindeligt uddannet advokatsekretær på Business College Syd – Mommark Handelskostskole. Jeg har den seneste årrække specialiseret mig i fast ejendom, dødsbobehandling og erstatningsret – områder, der optager mig meget, og som jeg til stadighed brænder for.
Jeg besidder en stor faglig stolthed, som mit arbejde i den grad bærer præg af. Jeg er ”opdraget” på advokatkontorer over de seneste små 20 år, så de sædvanlige moralske og etiske overvejelser er en helt naturlig del af min adfærd, ligesom jeg naturligvis tager tavshedspligten meget alvorligt.
Min faglighed er stærk indenfor fast ejendom, dødsbobehandling, personskade – og erstatningsret, og jeg har naturligvis en lang række andre forudsætninger og færdigheder, som er meget anvendelige i mit nuværende virke som specialiseret juridisk rekrutteringskonsulent.
Normalt skal jeg blot have fokus på at løse mine rekrutteringsopgaver, men jeg oplever også, at jeg kan bidrage med idéer til optimering, arbejdsfordeling, grænsedragning og i det hele taget til at afdække virksomhedernes reelle behov, bidrage til implementering af funktionsdygtige langsigtede løsninger og sparre omkring såvel onboarding som outplacement.