Høje ambitioner medfører, at ca. 66 % vil forlade advokatbranchen
20.11.2019

Høje ambitioner medfører, at ca. 66 % vil forlade advokatbranchen

Debatindlæg af advokatfuldmægtig Nick Sherigian, IN ADVOKATER, Kbh.

En nylig undersøgelse foretaget af fagforeningen DJØF Advokat i 2019 viser, at 196 ud af 295 adspurgte advokater eller advokatfuldmægtige overvejer at skifte til en beskæftigelse uden for et traditionelt advokatkontor.

For mig personligt var tallene meget overraskende.

Papirfabrikken i Næstved, hvor de fleste fra min familie arbejdede i de forrige generationer, er ikke ligefrem omgivelser, der spyttede akademikere ud til højre og venstre. Derfor føltes det næsten som en umulig drøm at blive advokatfuldmægtig eller bare at komme ind på jurastudiet.

”Drivet” til at gøre drømmen til virkelighed udsprang af ønsket om et bedre liv. Ikke blot økonomisk, men også med selvtillid via faglig stolthed og dét, at jeg kunne bidrage positivt til samfundet.

Heldigvis ved jeg, at jeg langt fra er den eneste, som begyndte jurastudiet med den indgangsvinkel. Men hvad er det så, der har gjort, at drømmen – for nogen advokater– ender med at blive et mareridt?

Det er min bedste vurdering, at der er bred enighed i branchen om, at antallet, der ønsker at forlade advokatbranchen, er for højt.

Jeg vover dog alligevel den påstand, at tallet også kan tolkes som en succes.

Når baggrunden for ønsket om et skifte væk fra advokatbranchen er sygemeldinger og stress, så er det uden tvivl en personlig succes for den enkelte, at man i højere grad er begyndt at sige fra overfor den vedvarende årsag til symptomerne.

Det ændrer dog desværre ikke på, at ifølge 2019-undersøgelsen, er brancheidealet fortsat, at man er ambitiøs, hvis man arbejder 60-80 timer om ugen. Men når ambitionerne bliver kvitteret med målbare resultater i form af sygemeldinger og stress bliver det vanskeligt at forstå, hvad ambitionen egentlig er.

Den moderne stjerneadvokat

Det ligger dog implicit i ambitionsbegrebet, at man gerne vil være bedre end andre, og det eneste sikre og målbare afkast af ens arbejdsbestræbelser, som arbejdstager, er lønnen.

I hvert fald på facaden skal græsset altså synes grønnere end hos naboen.

Paradokset er, at det er unægtelig svært at få tid til at holde øje med hverken egen eller naboens græsplæne, hvis man altid er på arbejde.

Eller er det nu også det?

I dag er det muligt via sociale medier at følge med i hinandens liv. Vi kender efterhånden andre menneskers SoMe-liv bedre end vores egen baglomme, fordi telefonen altid er tilgængelig i forlommen. Det gælder i øvrigt også, når man er på arbejde. 

Alle ”poster” om hyggelige stunder i fritiden på de sociale medier.

Heller ikke i advokatbranchen ser man "stjerneadvokater", som på de sociale medier poster noget lignende:

”Yes mand! Endnu en dag på arbejdet foran computeren i 16 timer. Det er nu 14. dag, jeg arbejder i træk, er du sunshine, jeg er ambitiøs med rundsave på albuerne. Men hvad skal jeg dog bruge dem til, når jeg er den bedste, og ingen når op på siden af mig alligevel? #HvadErIroni”

Det ved jeg, fordi jeg har undersøgt det og set på nogle af de største advokaters/partneres Instagram, Facebook osv. Der postes billeder af rejser, kvalitetstid med familien, god mad og hyggelige stunder, der ikke involverer arbejde, medmindre det er havearbejde. Med andre ord: Det moderne familiemenneskes opfattelse af rockstjernelivet.

Selvom det kan være et glansbillede, man spejler sig i på de sociale medier, så er trangen til at opnå det ideelle liv stadig ægte.

Udviklingen af vores livsstilsidealer kan måske derfor også ses som et udtryk for den digitale demokratiseringsproces båret frem af de sociale medier. Vi ”hjælper” altså hinanden med sammen at skabe forestillingen om det gode liv.

Ud fra de sociale medier og 2019-undersøgelsen at dømme er den eneste ægte luksus, der eksisterer, tid. Især den tid, vi bruger med vores familie og dem, der er os nærmest i de fællesskaber, hvor vi er enige om, at vi vil hinanden det bedste.

Sådanne fællesskaber kan også opstå på en arbejdsplads, hvad enten det er en papirfabrik eller et advokatkontor. Hverken løn eller faglige præstationer er afgørende for følelsen af fællesskab.

Derfor kan jeg godt forstå, hvis man har lyst til at forlade advokatbranchen, når de ønskede fællesskaber ikke har mulighed for at trives hverken professionelt eller privat, fordi penge og debiteringskrav kommer imellem menneskelige bånd.

Dette er på trods af en grundlæggende enighed, uanset hvor man er på karriererangstigen, om hvilke værdier, der er vigtigere end pengene, hvis vi anskuer det fra SoMe-perspektivet. Et perspektiv, som dog ikke er særlig forenelig med den professionelle maske af ambitioner, som man præsenterer på arbejdspladsen.

I den afvejning af værdier synes jeg, det er beundringsværdigt med en generation, som er i stand til at sige fra, sætte personlige grænser og tage stilling til, hvem de vil være som mennesker i stedet for, hvad de vil være. En generation, som sætter - ikke blot helbredet, men også personlige værdier - over materielle goder.

Men er der nogen grund til at forlade advokatbranchens himmelhvælving?

Efter min personlige vurdering: Nej!

Det har aldrig været hensigten, at advokatbranchen skal ende som et marginaliseret fællesskab. Det står i skarp kontrast til, at advokatstanden er nærmeste bindeled i samfundet for borgeren i forhold til den dømmende magt. I advokatbranchen skal der derfor være plads til at afspejle de personlige værdier, som samfundet i øvrigt er enige om fremstår som toneangivende.

Pladsen er der heldigvis også i dag, når man repræsenterer ”den lille mand”, hvad enten han driver virksomhed eller ej, som er oppe mod parter, der ofte er større og mere økonomisk velpolstrede.

For dette klientel betyder det enormt meget at føle sig forstået og at mærke en menneskelig forbindelse med en advokat, som emotionelt kan sætte sig ind i klientens situation. En advokat, som giver klienten det indtryk, at klienten betyder mere for advokaten end salæret og de debiterbare timer, som advokaten kan ”hive” ud af klienten samt vigtigst af alt: En advokat som bidrager til, at klienten føler sig forstået og inkluderet af samfundet, også når klienten ikke får medhold i sin sag.

Hvis du har behov for at blive anerkendt for dine personlige værdier og mærke, at du gør en konkret forskel for et menneske af kød og blod, får du altså fuld valuta tilbage for indsatsen. Du vil ikke kunne erstattes i klientens øjne, når klienten har slået hul på sparegrisen og satset det hele på, at du er den bedste til at løfte opgaven ”second to none”. (Ja, du læste rigtigt, det var en skjult reference til SoMe-opslaget med samme budskab, men i en mere sympatisk udgave grundet den ændrede synsvinkel.)

Højere personlige konsekvenser forbundet med sagerne medfører også højere krav til top performance. En opgave på skrivebordet er pludselig ikke bare noget, der skal krydses af listen længere. Ikke fordi det forventes af andre, eller fordi det giver flere penge, men simpelthen fordi det er nødvendigt, hvis man skal kunne se sig selv og klienten i øjnene, når terningerne er rullet, uanset hvilken afgørelse man får.

Det er, hvad der er på spil for en række advokater i ”affordable luxury”-segmentet hver eneste dag, og vi har aldrig haft en generation, som har haft mere potentiale til at løfte opgaven, hvis den enkelte er klar på at genoverveje, hvorvidt advokatbranchen er det rette valg.

Derfor må man gøre op med sig selv, om det vejer tungest at være én blandt mange i en intern konkurrencepræget virksomhedskultur båret af fokus på løn og egen frihed efter arbejdstid, hvor arbejdsgiver styrer ambitionsniveauet. Eller om man vil være en éner for klienten i rammer båret af samfundsmæssig inklusion, ansvaret for egen udvikling og hvor de menneskelige bånd til klienterne er med til at sætte barren for de juridiske ambitioner.

Det ene valg er ikke nødvendigvis bedre end det andet, så længe der er fuld transparens omkring forholdene. Netop derfor håber jeg, at mit indlæg i det mindste kan bidrage til, at du træffer dit valg aktivt frem for passivt. Et valg, der bærer præg af, at valget er truffet af dig personligt og ikke dine omgivelser eller undersøgelser foretaget af Djøf eller andre.

Du skal vælge dine ambitioner i dit liv og stå ved dine valg. Branchen behøver ikke definere dig. Der er plads til, at du kan male byen rød og himlen hvid af dit eget personlige stjerneskær.

Debatbidrag af advokatfuldmægtig Nick SherigianIN ADVOKATER, Kbh.

blog/cover-3.png

Interesseret i brancherelevante nyheder med kant?

Følg gerne med på bloggen for info om seneste tiltag indenfor specialiseret juridisk rekruttering, spændende nyheder, brancherelevante artikler og links til nyttig og essentiel viden om indenfor juraens verden – altid med aktuelle kildehenvisninger, så vi sammen kan bygge vores “vidensbank” op.

PBO Juridisk Rekruttering vil gerne medvirke til at give aktørerne i branchen ”en stemme” og mulighed for at debatere, influere og nuancere emner, belyse retsområder og retspraksis, informere om væsentlige tiltag og dele brancherelevante nyheder.

Indlæg kan være i form af personlige bidrag over diverse brancheaktuelle temaer, artikler om lovændringer (varslede eller aktualiserede) etc. Eneste faste forudsætning og krav er, at bidragene er relevante for det brede segment omkring juraen og finansøkonomien.

Artikler med sponsoreret indhold eller reklameformål bringes ikke.

Disclaimer | Common sense and knowledge

Holdninger, konklusioner, råd og dåd etc. i nærværende blogindlæg er ikke et udtryk for PBO Juridisk Rekrutterings officielle holdning og afspejler ikke nødvendigvis PBO Juridisk Rekrutterings holdning.

Indhold i blogindlægget er således et udtryk for forfatterens opfattelse og forpligter alene forfatteren, ikke PBO Juridisk Rekruttering.

PBO Juridisk Rekruttering kan således ikke holdes ansvarlig for, hvorledes oplysninger i blogindlægget anvendes.

Tilbage til oversigten