
Senior GDPR-specialist til GF Forsikring i Odense
GF Forsikring i Odense søger aktuelt fire nye profiler:
PBO søger på vegne af GF Forsikring en skarp GDPR-specialist
Er GDPR en del af dit DNA?
Vil du være en del af en spændende virksomhed i vækst og således medvirke til at sikre, at GF Forsikring altid lever op til lovgivningen på GDPR-området, og at alle processer automatiseres og strømlines?
Mestrer du effektiv vidensdeling med henblik på at sikre høj faglighed i opgaveløsningen og et højt vidensniveau?
Så læs endelige videre, for så har GF Forsikring måske jobbet til dig.
Om jobbet
Organisatorisk vil du være placeret i GF Forsikrings centrale Jura-enhed på direktionsgangen med reference til Chefjuristen.
Du skal fungere som fagansvarlig og har en koordinerende rolle i GDPR-teamet - der er normeret til 3 medarbejdere ud over dig.
GF Forsikrings centrale Jura-enhed er i vækst, og med nærværende rekrutteringsindsats søges p.t. yderligere 3 profiler (udover nærværende Senior GDPR-specialist), da GF Forsikring sideløbende rekrutterer:
- en erhvervsrettet jurist med fokus på bl.a. selskabsret og forsikringsret og indplacering i Jura-Enheden og 2 GDPR-specialister, hvoraf den ene skal have stor IT-mæssig forståelse.
Som jurist hos GF Forsikring skal du generelt bidrage til, at:
- sikre, at GF lever op til lovgivningen
- sikre høj faglighed i udførelsen af arbejdsopgaver og rådgivning
- sikre effektive (automatiserede) processer
- sikre orientering af direktionen om væsentlige forhold
Der er således tale om en betroet stilling, der fordrer, at GDPR-specialisten får indsigt på et højt informationsniveau om beslutninger, forretningsmæssige og politiske forhold af hensyn til udførelsen af opgaver inden for fagområdet og dertil får betydelig indflydelse på retning og udvikling i GF Forsikring på de regulerede områder.
GDPR-specialistens primære fokusområde
Du skal løse juridiske opgaver for forretningen med særligt fokus på GDPR samt juridiske områder med nær sammenhæng til GDPR, herunder markedsføringssamtykker.
Uddybende om ansvar og arbejdsopgaver
Du er koordinerende og drivende i forhold til GFs ajourføring af GDPR-implementeringen.
Du er i tæt kontakt med øverste ledelse ift. GDPR-mæssige anliggender. Du udarbejder løbende rapportering til Chefjurist, direktion og bestyrelse på GDPR-området, og er kontaktpunkt for den eksterne DPO.
Du indgår derudover i den løbende drift sammen med resten af teamet, hvor du bl.a.
- bistår med udarbejdelsen af DPIA/konsekvensanalyser
- forestår løbende rådgivning om GDPR-relaterede spørgsmål, herunder behandlingshjemmel, sletteregler, samtykker, herunder markedsføringssamtykker m.v.
- deltager - med juridisk indsigt - i projekter i samarbejde med forretningen og GFs samarbejdspartnere
- sikrer, at nye projekter og produkter kvalitetssikres i forhold til GDPR
- bistår med ajourføring af fortegnelser over behandlingsaktiviteter
- bistår med udarbejdelse og ajourføring af governance/compliance-dokumenter (privatlivspolitikker, forretningsgang arbejdsbeskrivelser, processer og anden dokumentation)
- bistår i egentlig sagsbehandling fx klagesager, indsigtsanmodninger, brud på persondatasikkerheden m.v.
- bistår i udarbejdelse af arbejdsgange og forretningsgange vedr. risikovurderinger
Faglig baggrund og erfaring
GF Forsikring søger en GDPR-specialist med baggrund som cand.jur. (evt. advokat) eller cand.merc.jur. og min. 5-7 års erfaring med rådgivning omkring databeskyttelsesregler og persondataretlig compliance (GDPR).
GF Forsikring forestiller sig en jurist med stærk forretningsindsigt, der leverer juridisk rådgivning af høj kvalitet - og meget gerne erfaring fra advokatbranchen eller in-house erfaring fra en lignende virksomhedsjuriststilling.
Du har gerne erfaring med lov om finansiel virksomhed og således vil det klart være en fordel med erfaring fra den finansielle verden, herunder særligt regulatoriske forhold i den finansielle sektor og gerne praktisk erfaring med compliance og governance.
GF Forsikring tilbyder
- en særdeles spændende arbejdsplads og nogle dygtige kolleger med en stærk fællesskabsånd
- konkurrencedygtig lønpakke inkl. Finansforbundets attraktive pensionsordning, efteruddannelse, sundhedsforsikring, mulighed for god fleksibilitet og hjemmearbejdsplads
- fornuftig balance mellem arbejds- og privatliv, hvor vi passer godt på hinanden
Om GF Forsikring
GF Forsikring er et medlemsejet selskab med næsten 350.000 medlemmer. Medlemmerne får hvert år del i overskuddet, og siden starten i 1967 er det blevet til tæt på 3 milliarder kroner. GF Forsikring har samtidig nogle af de mest tilfredse medlemmer i branchen. Det har vi vores mere end 800 dygtige og engagerede medarbejdere rundt i landet at takke for.
Som ansat i GF får du adgang til mange medarbejdergoder, og vi tilbyder mulighed for at arbejde hjemmefra, så du oplever en god balance mellem arbejds- og familielivet – Det kalder vi at have overskud til hinanden.