
Jurist med interesse for databeskyttelsesret til Statens Serum Institut (SSI), København
PBO søger på vegne af Statens Serum Institut (SSI) en jurist med interesse for og erfaring med databeskyttelsesret
Drømmer du om at indgå i et stærkt fagligt team på en fleksibel og centralt beliggende arbejdsplads, hvor der tilmed er mulighed for hjemmearbejdsdage?
Så er stillingen som databeskyttelsesjurist hos SSI måske lige noget for dig!
Kontakt meget gerne PBO Juridisk Rekruttering, hvis du ønsker en fortrolig og uformel dialog om den spændende jobmulighed hos SSI.
Om afdelingen for Databeskyttelse & Informations-sikkerhed (DBIS)
Databeskyttelse har høj prioritet på SSI, og derfor har afdelingen brug for endnu flere dygtige jurister.
SSI varetager myndighedsopgaver inden for bl.a. national og international overvågning af smitsomme sygdomme, bioberedskab, sundhedsvidenskabelig forskning, vaccineudvikling og diagnostik, som alle indebærer behandling af følsomme personoplysninger i meget stort omfang.
De helt utroligt vigtige opgaver, som SSI varetager for folkesundheden, nødvendiggør behandling af personoplysninger i stort omfang. Samspillet mellem de vigtige folkesundhedsinteresser og beskyttelsen af personoplysninger giver en betydelig databeskyttelsesretlig kompleksitet, hvilket gør SSI til et særligt spændende sted at arbejde med databeskyttelsesret.
Afdelingen er understøttende for hele SSI og varetager både klassiske juridiske opgaver inden for databeskyttelsesret i form af rådgivning, håndtering af rettighedsanmodninger, kontraktforhandling mv., såvel som andre opgaver på databeskyttelsesområdet i forbindelse med gennemførelse af konsekvensanalyser om databeskyttelse, tilsyn med leverandører, udarbejdelse af eller input til procesbeskrivelser mv.
Afdelingen har både juridiske ressourcer og ressourcer inden for informationssikkerhed, herunder cybersikkerhed.
Opgaveløsningen indebærer en høj grad af koordinering mellem områderne jura og informationssikkerhed, hvorfor du vil indgå i et tværfagligt team, hvor jurister og specialister i informationssikkerhed arbejder tæt sammen. Du vil desuden skulle samarbejde med kollegaer i de andre afdelinger på SSI og i de andre styrelser på ministerområdet.
Vi er en afdelingschef, en sekretær, ni jurister, fem jurastuderende og to informationssikkerhedsspecialister i afdelingen.
SSI har sin egen DPA (Data Protection Agent) og Sundhedsministeriet en koncernfælles DPO (Data Protection Officer).
Om stillingen
Dine arbejdsopgaver kan, afhængigt af din baggrund og erfaring, blandt andet omfatte:
- juridisk rådgivning
- udarbejdelse af notater mv. om databeskyttelsesretlige forhold, ofte med snitflader til sundhedsret og offentlig ret
- udarbejdelse og opfølgning af konsekvensanalyser vedrørende databeskyttelse
- juridisk input til risikovurderinger
- besvarelse af henvendelser fra borgere om deres rettigheder efter databeskyttelsesreglerne
- bidrag til lovgivningsarbejde og ministerbetjening i forhold til databeskyttelsesretlige forhold, f.eks. ved udarbejdelse af høringssvar og bidrag til ministersvar
- bistand til vedligeholdelse af fortegnelser over behandlingsaktiviteter, leverandører mv.
- udarbejdelse og forhandling af databehandleraftaler
- bidrag til udvikling og drift af SSIs ledelsessystem for databeskyttelse og informationssikkerhed, herunder udarbejdelse og videreudvikling af procedurer og retningslinjerdata
- deltagelse i projektarbejde i forbindelse med compliance-program
Din profil
Vi forventer, at du er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur., gerne med erfaring inden for databeskyttelsesret og/eller offentlig ret og sundhedsret og med interesse for informationssikkerhed. Det er desuden en fordel, hvis du tidligere har arbejdet i en statslig myndighed. Det vigtigste er dog, at du er en dygtig jurist/erhvervsjurist, og at du har interesse for databeskyttelse.
Du vil altid have hjælpsomme, dygtige og erfarne kollegaer at sparre med, men du skal kunne arbejde og drive dine opgaver selvstændigt.
Herudover forventer vi, at du:
- er god til at formidle kompliceret juridisk stof – både skriftligt og mundtligt – til personer, som ikke nødvendigvis besidder din juridiske indsigt og viden
- trives med skriftligt arbejde og sætter en ære i at levere et gennemarbejdet produkt
- at du kan arbejde selvstændigt og tager ansvar for egne opgaver
- har en god forretningsforståelse og praktisk tilgang til problemløsning
- af natur er inddragende og empatisk
- sætter pris på en uformel omgangstone og kan bevare dit gode humør, også når vi har travlt
- har lyst til at sætte dig ind i vores eksisterende forretningsgange og hjælpe med at optimere processer inden for databeskyttelse og informationssikkerhed.
SSI tilbyder
SSI tilbyder spændende og udviklende opgaver på en arbejdsplads, der er internationalt højt anerkendt for at løse nationale og globale sundhedsopgaver, der redder liv.
Du vil få en betydelig indflydelse på udformningen af din stilling med udgangspunkt i dine erfaringer og interesser, ligesom du vil få gode muligheder for at gøre en positiv forskel i tilgangen til databeskyttelsen, som er i en rivende udvikling og højt prioriteret på SSI.
Tempoet er ofte højt og det er fagligheden også – og du vil komme til at indgå i et fællesskab med dygtige og dedikerede kolleger. Selvom tempoet er højt, og vi har travlt, så sørger de fleksible arbejdstider og hjemmearbejdsdage for en god balance mellem arbejdsliv og privatliv.
SSI er en fleksibel arbejdsplads med en 37-timers arbejdsuge inkl. frokostpause, flekstidsaftale samt mulighed for at arbejde hjemmefra to dage om ugen, hvis man ønsker det.
SSI er centralt beliggende i København tæt på metro og med busforbindelse lige uden for døren samt fri parkering på Campus.
SSI er desuden en spændende arbejdsplads med mange forskellige faggrupper. Vi har en velfungerende personaleforening og idrætsforening, fredagsbar og forskellige sociale arrangementer – og Campus rummer endda både tennisbaner og børneinstitution.
Løn og ansættelsesforhold
Du bliver ansat efter gældende overenskomst mellem Akademikernes Centralorganisation og Finansministeriet.
Afhængigt af anciennitet og kvalifikationer vil du blive indplaceret som fuldmægtig, special- eller chefkonsulent.
Hvis du har lyst, kan du læse mere om SSI generelt her og lidt uddybende om SSI som arbejdsplads her.