Ejendomsjurist eller advokat til Egedal Kommune
I samarbejde med PBO Juridisk Rekruttering søger Egedal Kommune en erfaren ejendomsjurist (cand.jur./ cand.merc.jur.) eller advokat til Center for Ejendomme og Intern Service (Ejendomscentret)
Du kommer til at indgå i et erfarent og energisk juridisk team på 5 medarbejdere.
Ejendomsjurateamet arbejder med at købe, sælge og udvikle ejendomme i Egedal Kommunes ambitiøse byudviklingsprogram.
Teamet arbejder yderligere med at udleje kommunale ejendomme, føre tilsyn med almene boliger, gennemføre udbud af kommunale bygge- og anlægsopgaver samt håndtere entrepriseretlige spørgsmål i forbindelse hermed.
Stillingen er normeret til 37 timer, men for den rette kollega kan stillingen oprettes fra 30-37 timer.
Lidt om os og dine opgaver
Egedal Kommune er en kommune i rivende udvikling. Vi har pt. 9 igangværende byudviklingsområder inden for både bolig og erhverv, som hver især bliver styret af hver sin tværfaglige projektgrupper.
Det er vores forventning, at du skal indgå som projektleder i flere af disse projektgrupper.
Dine opgaver vil være koordinering af projektet og gennemførelse af udbud. Du vil her komme til at opleve møder med eksterne købere, og kollegaer på tværs af organisationen.
Dine opgaver vil være:
- Gennemførelse af byudviklingsprojekter som projektleder
- Salg af kommunale ejendomme
- Udarbejdelse af kontrakter
- Evaluering af og forhandling med tilbudsgivere
- Rådgivning om valg af udbudsformer
- Tvisthåndtering og rådgivning om øvrige juridiske spørgsmål i Ejendomscenteret
Om dig
Vi forestiller os, at du er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur. med en stærk faglig profil inden for køb og salg af ejendomme. Det vil desuden være en fordel, hvis du har kendskab til leje- eller entrepriseretten.
Både advokater, specialkonsulenter og juridiske konsulenter med den rigtige profil, vil kunne komme i betragtning.
For den profil (fx 1-3 års advokatfuldmægtig), der endnu ikke har flere års anciennitet, er stillingen også interessant, hvis du kan dokumentere erfaring fra en afdeling med fokus på fast ejendom og karakterer og resultater fra studiet, der underbygger, at du relativ hurtigt kan tilegne dig ny viden, da der er rig mulighed for sparring i teamet.
Derudover lægger vi vægt på, at du;
- har gode samarbejds- og formidlingsevner, som viser sig ved, at du kan forklare juridiske problemstillinger og løsninger til ikke-jurister,
- er en holdspiller, som kan bruge juraen pragmatisk,
- kan arbejde selvstændigt men samtidig være klar til at udvikle din juridiske faglighed i et lille men ambitiøst team,
- skabe resultater i en politisk ledet organisation med fokus på at skabe værdi sammen med Egedal Kommunes borgere,
- er positiv, engageret og åben,
- og sidst – men ikke mindst – er en person med et godt humør, der kan skabe en god stemning omkring sig.
Hos os får du
- et arbejde med mening og udviklingspotentiale, såvel fagligt som personligt,
- et arbejde med samarbejde på tværs af fagligheder og opgaveområder,
- et arbejde, hvor det er muligt at præge den faglige retning, og
- et fagligt bredt kvalificeret og uhøjtideligt miljø med engagerede lederkollegaer i såvel centeret som i kommunen.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fast stilling på fuld tid med ansættelse fra den 1. oktober 2021 eller efter nærmere aftale. Du ansættes i henhold til gældende overenskomst med den relevante faglige organisation.
Som anført ovenfor er stillingen normeret til 37 timer, men for den rette kollega kan stillingen oprettes fra 30-37 timer.
Du får arbejdsplads på vores flotte nybyggede rådhus, der ligger lige ved siden af Egedal Station, hvorfra der kører S-tog hvert 10. minut i myldretiden.
Derudover tilbyder vi god kantineordning, træningsfaciliteter, personaleforening og meget mere.
Ansøgning og tiltrædelse
Hvis du er interesseret i at høre nærmere om mulighederne i Center for Ejendomme og Intern Service (Ejendomscentret) i Egedal Kommune, så send gerne opdateret CV til PBO Juridisk Rekruttering.
Vil du gerne forventningsafstemme og eventuelt have uddybet mulighederne i Ejendomscentret, så er du meget velkommen til at kontakte Pia Bolander Olsen fra PBO Juridisk Rekruttering på +45 2332 9782 eller mail: job@juridisk-rekruttering.dk for en uforpligtende og fortrolig drøftelse, herunder eventuelt henvisning til dialog med Teamleder for Team Ejendomsjura, Thomas Lundgaard Würtz.
Egedal Kommune ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge, uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk baggrund.
For kontakt til PBO Juridisk Rekruttering
PBO Juridisk Rekruttering står altid til rådighed for uformel dialog og er garant for 100 % fortrolighed, en intuitiv, effektiv og seriøs rekrutteringsproces med allesteds nærværende fokus på kandidatens og arbejdsgivernes fælles mål og altid grundig opfølgning og orientering i processen.

Følg gerne virksomheden på LinkedIn eller Facebook for newsfeed om spændende rekrutteringsopgaver, for interessante og relevante stillingsopslag i hele DK og for opdateringer og links til nyttig og essentiel viden om nyheder inden for: jura, formidling af fast ejendom, forsikringsret, revision og finansiering – altid med aktuelle kildehenvisninger, så vi sammen kan bygge vores “vidensbank” op.
Tjek løbende bloggen for info om seneste tiltag eller følg med på linket til aktuelle stillinger.
PBO Juridisk Rekruttering – “out of the box” legal recruiting – because it works!
Tilbage til oversigten