
Datajuridisk chef til ny regional enhed for forskningsunderstøttelse i Region Sjælland
PBO søger på vegne af Region Sjælland en datajuridisk chef til forskningsunderstøttelse med fokus på ledelse, databeskyttelse, forskningskontrakter og sundhedslovgivning.
Region Sjælland omstrukturerer deres forskningsunderstøttelse og vil styrke den juridiske betjening af forsknings- og innovationsprojekter i et nyt team.
Vil du være chef for et nyt juridisk team, der understøtter forskning og innovation i Region Sjælland, så patienterne kan tilbydes den bedste og nyeste behandling?
Og har du erfaring inden for det forskningsjuridiske område med indsigt i både sundhedslovgivningen og databeskyttelsesreguleringen?
Har du samtidig lyst til at sætte dine kompetencer som leder i spil og sammen med det forskningsjuridiske team styrke og videreudvikle vores rådgivning og bistand til forsknings- og innovationsprojekter?
Så er du måske Region Sjællands nye datajuridiske chef.
Om jobbet
Vi får stadig flere forsknings- og innovationsprojekter i Region Sjælland. Samtidig videreudvikler og innoverer vi konstant vores tilbud til patienterne, ofte med nye juridiske udfordringer som konsekvens. Derfor har vi organiseret vores betjening af forskningsunderstøttelse og innovation i et nyt tværfagligt team af dedikerede medarbejdere med brede kompetencer.
Vi har brug for at konsolidere vores juridiske betjening med et stærkt team. Vi søger derfor en dedikeret datajuridisk chef, der dels vil få ledelsesansvaret for det forskningsjuridiske team, dels vil få ansvaret for selv at bidrage med juridisk sparring og rådgivning i de mest komplekse og nytænkende forsknings- og innovationsprojekter.
Du vil referere til Forsknings- og Innovationschef Henrik Ancher Sørensen og vil have rig mulighed for sparring med samme samt øvrige kolleger i teamet, herunder andre jurister, men naturligvis også tværfaglig sparring på tværs af afdelingerne.
Der er tale om en fuldtidsstilling, og den nye tværregionale enhed for forskningsunderstøttelse bliver placeret på Sjællands Universitetshospital i Køge.
Uddybende om opgaverne
Opgaverne som datajuridisk chef omfatter:
- Ledelsesansvar for det forskningsjuridiske team, inkl. ansvaret for at udvikle og konsolidere teamets ydelser i et nyt og styrket setup. I ledelsesansvaret ligger også en udviklingsopgave i forhold til at få et nyt, styrket team godt i gang, og for sammen med teamet at sikre, at de nye rammer og ressourcer udnyttes optimalt til gavn for regionens forskere.
- Kontraktstyring og kvalitetssikring af de eksterne samarbejdsaftaler om supplerende forskningsjuridisk bistand, som vi p.t. har med andre regioner, universiteter m.v., inkl. planlægning og eksekvering af hjemtagningen af disse opgaver i takt med, at det forskningsjuridiske team er modent hertil.
- Ansvar for at levere strategisk juridisk sparring og rådgivning ift. projekter, der i særlig grad er juridisk komplekse og kræver juridisk nytænkning, inkl. evt. behov for dialog med Sundhedsministeriet eller andre myndigheder om behov for lovændringer, fortolkningsmæssige muligheder m.v. Det kunne fx være rådgivning og bistand ift. det juridiske grundlag for forskning i og klinisk implementering af Personlig Medicin/Præcisionsmedicin og Datastøttecentre, anvendelse af AI, stadig mere omfattende datadeling mellem kommuner og regioner mhp. at sikre såvel borgere som patienter optimale, individuelt tilpassede forebyggelsesydelser og behandling m.v.
Om dig
Du er en erfaren jurist, gerne med ledelseserfaring og indsigt i både sundhedslovgivningen og databeskyttelsesreguleringen.
Du har et solidt juridisk judgement og erfaring med i din rådgivning at afveje juridiske risici og udviklingsmæssige gevinster.
Du har lyst til at være med til at bygge en ny organisation op, som tænker udviklings- og serviceorienteret i sin juridiske tilgang, og som både kan sikre, at vi er ”på sikker grund” rent juridisk og være med til at understøtte, at nye sundhedsteknologier tages i brug.
Derudover forestiller vi os, at du kan se dig selv i flere af punkterne nedenfor:
- Du har et stærkt, tværorganisatorisk fagligt netværk inden for forsknings- og sundhedsjura.
- Du har kendskab til sagsbehandling og resultatskabelse i offentlige, politisk styrede organisationer.
- Du har pondus og besidder stærke forhandlingskompetencer og evner at opnå værdiskabende resultater i tæt samarbejde med andre faggrupper og på tværs af organisationer.
- Du har en dokumenteret evne til at sætte mål, nå dem og udfordre medarbejdere og interessenter.
- Du er troværdig og resultatorienteret i din samarbejdsstil og værdsætter gensidig respekt og transparens.
- Du har en skarp pen og kan formidle komplekse budskaber i en politisk kontekst.
- Du trives i et omskifteligt og travlt miljø og er i stand til at arbejde med både langsigtede og kortsigtede mål og deadlines og med mange aktører både internt og eksternt.
Region Sjælland tilbyder
- En række spændende, udviklingsorienterede opgaver, der både stiller krav til din juridiske faglighed, din kreativitet og evne til juridisk nytænkning, din organisatoriske navigationsevne og din evne til at lede og udvikle medarbejdere.
- En mulighed for at arbejde med din juridiske faglighed i et kliniknært miljø med ambitiøse kollegaer.
- Varierende arbejdsdage og udfordrende opgaver, hvor du kan gøre en forskel.
- En fagligt stærk arbejdsplads, hvor der lyttes til dine ønsker og idéer, og hvor du selv kan sætte dit præg på opgaverne.
- Stor frihed under ansvar og god balance mellem arbejde og fritid med fleksible arbejdstider/mødevilkår.
Kort om Region Sjælland
Den nye tværregionale enhed for forskningsunderstøttelse er en selvstændigt tværgående enhed, som skal understøtte hele regionen inden for hjælp til de enkelte forskere og forskningsgrupper. Vi medvirker til at sætte en strategisk retning for den regionale forskningsstrategi, indgår i et nationalt samarbejde med de øvrige regioners tilsvarende enheder samt understøtter juridiske vurderinger ved innovationsopgaver, nye telemedicinske og andre digitaliseringsopgaver og ikke mindst udvikling og implementering af Personlig Medicin.